Udvalgte udtalelser fra deltagere:
Stress-seminar gav os et fælles sprog
Afdelingsleder Ann Hvid Skouboe på EUC Nordvest samlede kollegerne til ”Stress er alles ansvar” som starten på en fælles trivselsdag.
Jeg havde deltaget i stress-seminaret alene, og været imponeret over, hvad kombinationen af teori og dygtigt skuespil kan gøre. Derfor foreslog jeg, at vi brugte seminaret som afsæt for en trivselsdag for hele afdelingen – og det viste sig at fungere fantastisk godt.
Vi er en afdeling for den kombinerede ungdomsuddannelse – KUU – og arbejder med meget sårbare unge. Folk er passionerede, engagerede og måske ind imellem så løsningsorienterede, at vi glemmer at se på hinanden – og især os selv. Vi er i et fag, hvor vi brænder så meget for det, vi laver, at der også er en risiko for, at vi brænder ud.
Derfor ville vi lave en trivselsdag med fokus på arbejdsmiljøet og på at være opmærksomme på hinanden.
Hvordan virkede seminaret på forløbet?
Det var en fantastisk start på vores set-up; folk var meget begejstrede. Vi kunne alle sammen genkende nogle af de ting, Bjarne går igennem i forestillingen. For nogle ramte det meget direkte, enten fordi de selv eller nogle af deres nære relationer har været igennem noget lignende, og folk var meget snakkesalige bagefter.
En af styrkerne ved seminaret er, at man i debatforløbet altid har mulighed for at drage paralleller i forhold til Bjarne, hvis ikke man har lyst til at tale om sine personlige erfaringer. Det føles aldrig grænseoverskridende, men tværtimod trygt hele vejen igennem. Meget af det stresscoachen siger, ved man i princippet godt i forvejen, men kombinationen mellem hendes viden og det forløb, man ser Bjarne gå igennem, er unik.
Seminaret gav os et fælles sprog til at arbejde videre med processen, og vi har fået skabt en kultur, hvor det er blevet i orden at sige, at man har behov for at gå tidligt hjem en dag. Min oplevelse er, at jo mere vi tør tale om de her problemstillinger, jo mindre bliver behovet for sygemeldinger.
Interview med Anette Bertelsen
Alle ledere burde til ”Stress er alles ansvar”
Anette Bertelsen er 39 år og afdelingsleder for kundeservice ved energiselskabet Thy-Mors Energi. En knude i brystet var den dråbe, der for tre år siden fik bægeret til at løbe over – og fik Anette ned med stress
- Da jeg deltog i ”Stress er alles ansvar”, kunne jeg ikke lade være at tænke: Det burde alle ledere ind at opleve! Det er i bund og grund virksomhedens ansvar at passe på sine medarbejdere, og jeg er glad for, at der er nogen, der har taget fat om emnet på denne måde. Hvis man er HR-ansvarlig og skal tackle folk med stress, vil det være en virkelig god indgang til at finde ud af, hvordan man som virksomhed skal håndtere stressproblematikken og mennesket bag.
Min daværende arbejdsplads var elendig til at håndtere stress – både i tiden før jeg gik ned, mens jeg var syg og da jeg vendte tilbage – og det ramte mig virkelig hårdt at se Bjarne i monologen. Det var længe siden, jeg havde været dér.
Hvordan blev du opmærksom på, at du havde stress?
Der er et forløb op til et sammenbrud, hvor man fornægter, at der er noget galt. Skubber tingene væk. Bilder sig selv og hele verden ind, at man har styr på det hele. Det, der fik mig til at knække, var, at jeg fandt en knude i det ene bryst. Det slog mig helt ud. Jeg græd og græd og græd og kunne slet ikke gå på arbejde. Efter fem dage fik jeg at vide, at jeg ikke havde kræft, og det blev jeg selvfølgelig glad for. Men der var stadig noget, som ikke fungerede – og jeg kunne stadig ikke tage på arbejde.
Min mand var på vej til Polen, og var ikke i tvivl om, at der var noget galt. Jeg sagde, at jeg selvfølgelig nok skulle klare det, men da han kom hjem, kunne han godt se, at det slet ikke var gået. Jeg havde knap kunnet slæbe mig ud af sengen. Huset flød og børnene var ikke kommet i skole.
At gå ned med stress er noget af det mest ydmygende, jeg har oplevet. Jeg er sådan en, folk altid har kunnet komme til med deres problemer. Sådan en, der altid har sørget for, at den sidste bold ikke ramte jorden. Jeg har altid været passioneret omkring mit arbejde. Mit hus har altid været rent, vasketøjet været lagt sammen, jeg har haft styr på børnene. Og pludselig kunne jeg ingenting. Jeg gik fra 180 kilometer i timen til stort set ingenting.
Det var så ydmygende for mig ikke at have styr på mit liv og kontrol over mine følelser. At jeg kunne gå ned med stress.
Hvordan taklede din arbejdsplads det?
Den taklede det rigtig dårligt. Jeg hørte intet! Jeg gik i fire måneder uden kontakt med arbejdspladsen bortset fra en god kollega. Efter tre måneder fik jeg en sms fra min chef, der ville høre, om jeg havde planer om at vende tilbage – eller om de skulle benytte sig af 120 dages reglen. Det var ikke ligefrem med til at skabe ro i sindet. Jeg anede ikke, om jeg var skulle fyres, da jeg kom ind til den første samtale. Planen var at jeg skulle vende stille og roligt tilbage, men det var lige op til årsrevisionen, og efter en måned var jeg tilbage på fuld tid igen.
Jeg betalte selv for at gå hos en stresspsykolog under min sygdomsperiode og betalte selv for at gå hos en stresscoach – Tanja – hvor jeg fik nogle supergode redskaber.
Men når jeg ser tilbage på mit arbejdsforløb kan jeg godt blive lidt vred. Vi var fire, der gik ned med stress, mens jeg var der, uden at man gjorde noget ved arbejdsmiljøet.
Hvad har du lært af dit stress-forløb?
Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er uundværlig. Jeg behøver ikke redde hele verden.
Jeg har skiftet arbejde og fået en supergod direktør. Som afdelingsleder er jeg stadig på hele tiden, men jeg har fundet ud af at lukke min dør, når jeg skal have ro. Jeg kan også finde på at booke mig selv i min egen kalender for at få tid til en opgave. Jeg er blevet god til at prioritere. Vurdere hvad jeg kan nå – og give opgaver videre, i stedet for at mene, at det er hurtigere at nå alting selv.
Men også på hjemmefronten har jeg lært, hvad der er vigtigt. Jeg dør ikke af, at der ligger nullermænd i hjørnet. Min mand har sagt: ”Du var jo ikke til stede i to år, før du fik stress”. Jeg kunne ikke gå forbi min iPad uden at se, om der var kommet en mail; det kan jeg sagtens i dag. Jeg har skullet lære at finde ud af, hvad der giver mig energi og gør mig glad – og er blevet god til at mærke, hvornår det går den ene vej.
