Stress er alles ansvar - og ingens skyld
Stressrådgiver Tanja Gudiksen sætter i samarbejde med Limfjordsteatret fokus på stress i et anderledes seminar ”Stress er alles ansvar – og ingens skyld”, der kombinerer teater, foredrag og dialog.
I år 2020 vil stress være en af de største kilder til sygdom og fravær på arbejdspladsen, lyder den foruroligende forudsigelse fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Og vi er godt på vej. Alene i Danmark er der hver dag 35.000 sygemeldte på grund af stress.
Det er baggrunden for et nyt samarbejde mellem den certificerede stressrådgiver Tanja Gudiksen og Limfjordsteatret på Mors. Efter to års idéudvikling, research og interviews er det mundet ud i det anderledes seminar, som vil kunne bruges af arbejdspladser til at sætte fokus på, hvordan man kan forebygge stress – og spotte og tage hånd om de medarbejdere, som allerede har symptomer på begyndende stress.
Mød stressramte Bjarne
Deltagerne møder den stressramte Bjarne i form af skuespilleren Sune C. Abel. I en monolog følger man hans udvikling fra de første symptomer på stress melder sig til han bukker under og må sygemeldes. Undervejs supplerer stressrådgiveren med viden og facts om stress og arrangementet munder ud i en dialog, hvor man sammen med deltagerne undersøger mulighederne for at skabe en kultur, der mindsker risikoen for stress.
– Vi har arbejdet på at finde anderledes form, hvor vi får skabt et rum for dialog uden at blive grænseoverskridende og intimiderende. Målet er, at der allerede i løbet af seminaret bliver taget de første, svære skridt i en proces, som man kan gå videre med på arbejdspladsen, siger Tanja Gudiksen.
Undgår skyldsspørgsmålet
Seminarets titel ”Stress er alles ansvar” suppleres med den vigtige undertitel ”- og ingens skyld”.
– Samfundsmæssigt har vi ofte en lidt sort/hvid-opfattelse af, at stress er nogens skyld. Enten er det lederens eller arbejdspladsens skyld eller også er det privatlivets. Men vi er bevidst gået udenom at fælde dom over eller placere skyld hos nogen, siger Tanja Gudiksen og fortsætter:
– Så snart man fjerner skyldsspørgsmålet, åbner man pludselig for dialog, sparring og handlemuligheder, siger hun.
Tanja Gudiksen har sammen med skuespiller og manuskriptforfatter Sune C. Abel interviewet flere personer, der har været ramt af stress, og ud fra deres beretninger, har Sune C. Abel i samspil med teaterleder og instruktør Gitta Malling skrevet den monolog, der indgår i forestillingen.
Gitta Malling fortæller, at man har arbejdet på at skabe nærvær og et anderledes rum for dialog:
– Det er meget følsomt, at skulle tale om stress på arbejdspladsen. Men gennem Bjarnes monolog får deltagerne noget at spejle sig selv og kollegerne i som udgangspunkt for en dialog. Det er vigtigt, at man får skabt en kultur, hvor det er lovligt at tale om, hvad der skaber stress, og hvordan man håndterer det. Det er i både medarbejdernes og arbejdsgivernes interesse i en tid, hvor stress må regnes for en folkesygdom, siger hun.
Projektet er støttet af Artbizz Nord, en pulje under KulturKANten, der skal stimulere vækst for virksomheder og kunstnere i regionen som en del af kulturaftale Nordjylland.